Valget af havearbejder

Den her artikel går ind og undersøger den Europæiske kommission under Jean-Claude Juncker som præsident, under en tid der er af kriser i den europæiske union. Den har et historisk tilbageblik over hvordan de tidligere præsidenter har gjort det, hvad spitzenkandidat system har medført, og hvad junckers fremtidige politiske resultater vil medbringe.

From Prodi to Barroso to Juncker

Dette fungerer mest af alt som en historisk gennemgang men noget af jeg syntes man skal lægge vægt er følgende:

–        Kommissionen er efter stridigheder om hvordan man skulle tildele stemmer til de forskellige ‘member states’ (da nogle syntes at de allerede ved 13 stater var for mange, og det derfor vil bliver en for langsommelig proces) er endt med at give at en stemmer. Dette er vigtigt, eftersom de kører efter ‘simple majority’ betyder dette at et lille land, ville kunne ødelægge en lovgivning som eller et kæmpe land som tyskland stemmer for. Dog stemmer kommissionen meget sjældent, og kommissærerne skriver under på at de skal være uafhængige fra deres eget lands politikker.

–        Under Barossos som præsident fik han tilkæmpede mere magt end kommissionen nogensinde havde haft før, som han også selv udtrykker det: “[w]e now have powers and competencies that our predecessors could not even dream of’”. Denne liste af deres udøvelsesområder dækkede over: “The list extended to surveillance (even rejection) of draft Member State budgets, EU supervision of European banks and execution of a new intergovernmental fiscal pact”

Constructing the Juncker Commission

Juncker var den første kommissionens præsident til at blive valgt under ‘the spitzenkandidaten’ system, hvor europa parlamentets politiske grupper nominerede kandidater med de nationale regeringer hvor de var forpligtet til at tage resultaterne fra EP valget i 2014 til beretning i valget af en ny præsident.

Da juncker blev valgt mente mange af dette var en eksplicitering af den ‘in-built’ center højre majoritet der var skabt i det europæiske råd, eftersom de valgte en af deres egne i Juncker. Desuden viste dette også en hvis form for hvad de beskriver som ‘germanification’.

VP-system.

Juncker var den første præsident til at udnævne vp’s(vicepresidents) til at fungere som supervision på forskellige områder. Deres roller er forklaret således: “VPs would oversee and coordinate the work of ‘portfolio’ Commissioners so as to ‘help me exercise my presidential prerogatives’ (Commission, 2014a, p. 2)” Derudover udnævnte han en socialistisk ‘first VP’ hvilket udtrykte en hvis form for politisk balance i kommissionen.

Political commision

Juncker beskrev over flere omgange at denne kommission skulle være en politisk kommission, og dette prøver teksten også at forklare hvad dette indebærer.

Den tidligere præsident Barosso forklarer på følgende måde om Junckers mere politiseret kommission: “I think the Commission has to be – and mine was – a political body. But it should not be a politicised or partisan body. I think the Commission should remain a political body, but my advice is to avoid partisan lines of fracture and polarisation’ (quoted in Keating, 2014a).” han kritiserer altså at der er kommet partipolitiske ideer ind i kommissionen.

Dog var der også nogle der så mere positivt på det: … A ‘political Commission’? I don’t know what that means; it can be interpreted in many different ways. If it means political prioritisation, that’s very welcome. If it means a party political orientation, then no: that etiquette doesn’t travel across borders.22.

Alt i alt kommer dette afsnit ikke med nogle opsummering på hvad der menes med dette, men skriver at vi først kan finde ud af det, når juncker går af som præsident.

The Juncker Commission and the new intergovernmentalism

De prøver i dette afsnit at definere hvordan fremtiden vil se ud or junckers kommission. Her inddrager de tre muligheder for hvad der vil komme til at forme fremtiden:

1)     “ the leak of 28,000 pages of confidential documents detailing tax deals that were cut between large multinationals and Luxembourg while Juncker was Prime Minister of the Duchy”

2)     ‘we have a weak President with a strong chief of staff’ – dette henviser til Martin Selmayrs store indflydelse på alt omkring ham. Han har stor indflydelse og f.eks. af nogle er hans rolle beskrevet således:  He’s a symbol of unaccountable power in the hands of people who are inexperienced and don’t know the house

3)     “A final determinant of Juncker’s success is how his political agenda plays out in practice” – dette henviser altså til hvordan ideer bliver ført ud i virkeligheden.

Opsummerende fortæller dette afsnit således, at kommissionen synes at have en stærkere bånd til de nationale regeringer, imens de stadig presser på med en politisk agenda, i et eu som ikke længere rykker mod føderalisme men derimod synes at: ‘[p]erhaps ironically … more involved … in the exercise of core state powers’

Konklusion

Vi kan være sikre på nogle ting: Juncker er den mest eksplicitte kommissions præsident der har været, det nye VP system er et radikal startskud og kommissionens bånd til de nationale regeringer er blevet mere direkte.