EU og haver

The political system of the European union: s. 1-18

 

Historisk:

Startede i 1950’erne (1952) som en fælles union for kul og stål

–        Bestod dengang af  6 stater

–        Består i dag af 28 lande (inklusiv storbritannien)

 

EU i dag:

–        Er gået fra en kul- og stålunionen og har udviklet sig til en økonomisk, social og politisk union

–        Er i dag et særligt forpligtende samarbejde mellem medlemslandene. Samarbejdet handler om, at vedtager love på områder, hvor problemstillinger bedst løses i fællesskab

–        1992: fjernelse af interne barrierer for handel således; varer, kapital, arbejdskraft og service frit kunne  bevæge sig mellem medlemslande. EURO indføres ligeledes.

 

Traktater:

–        Rom traktaten (1957)

–        Traktat om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

–        Single European act (1987)

–        Omhandler det indre marked

–        Maastircht traktaten (1993)

–        Udvidede EF-samarbejdet med en økonomisk og monetær union, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et samarbejde om retlige og indre anliggender, en social dimension og en styrkelse af miljøbestemmelserne.

–        Amsterdam traktaten (1999)

–        Indeholder 15 artikler, der primært beskæftiger sig med menneskerettigheder, samarbejde om grænsekontrol, visum, asyl, indvandring og civilret, det overstatslige samarbejde inden for miljø (miljøgarantien), beskæftigelse, åbenhed og nye institutionelle bestemmelser om EU-Parlamentet, EU-Kommissionen og et tættere samarbejde (fleksibilitet).

–        Nice traktaten (2003)

–        Havde til formål at gøre EU klar til at modtage en række nye medlemslande fra Central- og Østeuropa, det blev bl.a. gjort ved at ændre stemmeregler i Ministerrådet og sænke antallet af medlemmer af Kommissionen.

–        Lissabon traktaten (2010)

–        Justerer grundlæggende spilleregler i EU, så institutionen fungerer med 28 medlemslande

–        Skal være lettere at tage beslutninger i EU

–        Bedre til at tackle globale udfordringer

 

Institutioner:

Overstatslige:

–        EU kommissionen

–        Deres opgave er at stille forslag til ny lovgivning samt kontrollere at medlemslandene overholder love og regler

–        Ét medlem fra hvert medlemsland

–        Ansvarlig for at fremsætte EU lovgivning, implementere EU politik og budget, håndhæve EU lovgivning og repræsentere EU internationalt

–        25.000 mennesker arbejder her

–        Formanden for Europa-Kommissionen og de 27 indstillede kommissærer udnævnes af Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal efter at være blevet godkendt af Europa-Parlamentet. Parlamentet godkender den samlede Kommissionen og har ikke mulighed for at nedlægge veto mod enkelte kommissærer.

–        http://www.eu.dk/da/fakta-om-eu/ugens-quiz/kommissionen (Hvis man lige vil teste sin viden om kommissionen <3)

–        Europa Parlamentet

–        Lovgivende magt (sammen med ministerrådet) i EU

–        Vedtager EU’s love og budgetter og overvåger institutioner

–        består af 736 medlemmer som vælges for 5 år af EU borgere

–        Kan godkende eller afvise Kommissionen

–        Europa-Kommissionen er samlet ansvarlig over for Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet kan vedtage et mistillidsvotum til Europa-Kommissionen. Såfremt et mistillidsvotum vedtages, skal medlemmerne af Europa-Kommissionen samlet nedlægge deres hverv.

–        Domstolen (European court of justice)

–        Dømmer i sager der omhandler overtrædelse af EU-love

–        Tjekker at EU lovgivning indføres og overholdes i medlemslande, én dommer pr. medlemsland

 

Mellemstatslige:

–        Det europæiske råd (European council)

–        Højeste politiske autoritet

–        Regeringschefer mødes heri, hvor de bestemmer, hvor det europæiske samarbejde skal bevæge sig hen. Diskuterer emner som EU skal behandle

–        Mødes hvert halve år → Med til at sætte den politiske dagsorden

–        Ministerrådet (Council of the European Union)

–        Består af ministre fra alle medlemslandene, som mødes for at forhandle lovgivningen

 

Andre:

–        Centralbanken

–        Har ansvaret for eurolandenes fælles pengepolitik

–        Fører tilsyn med eurolandenes største banker

 

Politik:

5 primære typer af politikker i EU

–        Regulative politikker (Regulatory politics)

–        Regler for fri bevægelse og harmonisering mellem mange nationale produktionsstandarder

–        Forbrug politik (Expenditure politics)

–        Politikker der involverer overførsel af ressourcer gennem EU budgettet

–        Makroøkonomiske (Macroeconomic)

–        Politikerne føres indenfor EMU’en hvor ECB styrer pengeudbuddet og rentesatser

–        Interne politikker (Interior politics)

–        Regler for at beskytte økonomiske, politiske og sociale rettigheder for EU borgere. og sikre f.eks. fælles asyl og immigrations politiker

–        Udenrigspolitik (Foreign policies)

–        Hensigten er at sikre, at EU snakker “with a single voice” ude i verden

–        F.eks. om fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og Den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik

 

Hvad er den europæiske union?

EU kan ikke defineres som en international organisation, en føderal stat eller lignede. EU defineres som et politisk system, som jf. Easton og Almond defineres ved fire ting:

–        Klart sæt af institutioner og regler regering mellem disse

–        Borgere søger at realisere deres politiske ønske f.eks. Gennem partier eller interesseorganisationer

–        Kollektive beslutninger har signifikant indflydelse på fordeling af økonomiske ressourcer

–        Internaktion mellem politiske outputs, nye ønsker, beslutninger mm.

 

To teorier om EU politik

To brede teoretiske rammer for forståelsen af EU politik

  1. Intergovernmentalism

–        Antagelse: EU politik er domineret af medlemsstaters regeringer, og i særdeleshed de store medlemsstater

–        Medlemsstater har klare præferencer for hvad de ønsker at opnå indenfor EU

  1. Supranational politics

–        Antagelse: Medlemsstaters regeringer får det ikke altid “på deres måde” i EU

–        Tre grunde til hvorfor regeringer ikke er så magtfulde.

  1. Kommission, Parlamentet og ECj (domstolen) har deres egne institutionelle interesser, præferencer og ressourcer og magt. Desuden spiller private interesser også en rolle
  2. “Institutions matter” ift. rational choice institutionalisme. Regler for beslutningstagen i EU, former policy outcomes, nogle gange på måder som nationale regeringer kan forudse, og i andre tilfælde på måder som ikke kan forudses
  3. Aktørers position for variere inden for forskellige emner, selv inden for samme policy område

 

EU law concentrate: Law revision and study guide: Hargreaves, S. & Homewood, M.J

Teksten omhandler ret meget det samme som ovenstående kapitel.

 

Historisk:

–        EEC (European economic community) blev skabt af seks lande (Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxemborg) i 1957, da Rom-traktaten blev underskrevet.

–        Rom-traktaten (eller EEC-traktaten) lå til grundlag for et fælles marked, i dag kendt som det indre marked, hvor varer, personer, service og kapital kunne bevæge sig frit mellem medlemslande

–        I 1992 underskrives traktaten om Den Europæiske Union (Maastrichttraktaten), denne inkorporerede EEC, og fastsatte no nye policy områder: samarbejde om retfærdighed og home affairs samt fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

–        EU udvides af flere omgange, første gang i 1973 hvor bl.a. DK kommer med

Gennemgang af institutioner:

–        European Council

–        Council

–        Kommissionen

–        Parlamentet

–        Domstolen

–        Tre typer domstole:

–        General domstol. Nedsat for at reducere court of justice’s arbejdsbyrde

–         specialiseret domstole. Juridiske paneler kan nedsættes af council for at høre særlige grupper

–         Court of auditors. Domstol for EU’s finanser

Lovgivning:

–        Gældende fællesskabsret (Community acquis). Begreb der dækker over alle typer lovgivning inden for EU

–        Traktater

–        Sekundær lovgivning

–        Reguleringer. Bindende og gældende for alle medlemsstater

–        forskrifter (directives). Alle medlemsstater skal implementere disse i deres lovgivning

–        Beslutninger. Adresseret mod medlemslande eller mere specifikke individer (organisationer)

–        Anbefalinger og valg. Ikke juridisk bindende, blot guide-lines som kan følges

Lovgivningsproces: