Udestue i huset

Ministerrådet

–       Består af ministre fra regeringerne af EU’s medlemslande

o   De vægter potentielle fordele for hele samfundet (EU) mod potentielle tab i deres egne vælgerkredse

–       Præsidentembedet roterer hver 6. måned

o   Har begrænsede dagsordensfastsættelsesmagter

o   Den nye præsident laver et work programme, som guider præsidentembedet, når de skal prioritere, hvilke emner, der skal placeres på dagsordenen for forskellige Ministerrådsmøder

  • Hvis præsidentembedet ikke kan lide Kommissionens forslag, så kan præsidentembedet nægte at sætte det på dagsordenen, og kan dermed true med at forsinke lovgivning, hvis Kommissionen ikke samarbejder

o   Skal hjælpe med at fremme kompromisser, hvis de enkelte ministre ikke er villige til at gå på kompromis

 

–       Lissabontraktatens to basale stemmeregler for Ministerrådet:

1)    Enstemmighed (unanimity)

o   Hvor hvert medlemsland har en stemme og lovgivningen ikke kan vedtages, hvis et eller flere medlemslande er imod lovgivningen

o   Her er alle medlemslande lige magtfulde – et veto og lovgivningen vil ikke vedtages

o   Danner stabilitet, men det er svært at få noget igennem

2)    Kvalificeret flertalsafgørelse (Qualified-majority voting (QMV) – bruges oftest

o   Kræver flertallet af alle medlemslande (55 %), som repræsenterer mindst 65 % af EU’s befolkning for at vedtage ny lovgivning

o   Her er større medlemslande mere end dobbelt så sandsynlige for at være en del af den vindende koalition end mindre lande

 

–       Hierarkisk organisation, som fungerer som et filter:

1)    Arbejdsgrupperne

  • Samler delegerede fra regeringer (fra hovedstæderne og ikke fra Bruxelles)
  • De løser 50-70 % af forslagene
  • Mere deliberation og mindre hård forhandling

2)    De Faste Repræsentanters Komité (COREPER)

  • Hvert land har en permanent repræsentation i Bruxelles
  • De løser 15-20 % af forslagene
  • De skal repræsentere deres regeringers interesser
  • Men de er fristede til at arbejde sammen med deres fæller i Bruxelles, som de har kendt i mange år og som de stoler på
  • De kender hinanden godt, eftersom de interagerer med hinanden igen og igen => de opbygger normer af gensidig tillid og deliberation
  • De er policy-eksperter, hvoraf mange af dem overlever ændringer i regeringskompositionen

3)    Ministrene

  • De tager resten af forslagene
  • Ministrene skal løse de politiske problemer, som de tidligere to niveauer ikke kan løse

 

Tokammerpolitik i EU (bicameral politics)

–        (En illustration af selve valgprocessen og de forskellige behandlinger findes på L8 slide 35-38)

–       Under Lissabontraktaten er der tre væsentligste lovgivende procedurer, som regulerer forholdet mellem EP og Ministerrådet

1)    Konsultation

o   Kommissionen foreslår, EP udsteder en holdning ved simpelt flertal, og Ministerrådet vil derefter adoptere, ændre eller afvise forslaget

2)    Samtykke

o   Ministerrådet vedtager en fælles position

o   EP giver sit samtykke ved simpelt flertal, men et absolut flertal af alle MEP’er er påkrævet i spørgsmål om optagelse af nye medlemslande og ændringer i reglerne, som omhandler EP valg

3)    Den ordinære lovgivende procedure

o   Kommissionen fremlægger et forslag til EP og Ministerrådet

o   Parlamentet giver herefter en holdning ved simpelt flertal

o   Kommissionen bestemmer herefter, hvorvidt de vil inkorporere ændringerne fra EP, og sender herefter det reviderede forslag til Ministerrådet

–       The OLP (Ordinary Legislative Procedure)

o   Den første procedure, hvorunder EP er på lige vilkår med Ministerrådet

  • Andre procedurer kræver kun konsultation fra EP eller tillader ikke, at EP foreslår ændringer (samtykke-procedure)

–       Early agreements

o   Delegerede fra Ministerrådet, EP og Kommissionen forhandler en uformel aftale før slutningen af førstebehandlingen

  • Hvis det er succesfuldt, kan forslaget adopteres i førstebehandlingen (”fast track”)

o   Næsten 90 % af alle lovforslag vedtages i førstebehandling