Undersøgelse: Haven og huset og integration af dem

 

Benytter sig af en normativ policy model, som tager udgangspunkt i et trade-off mellem benefits of scale og heterogeneity cost. På baggrund af denne model, ønsker teksten at undersøge the division of prerogatives mellem EU institutioner og nationale regeringer.  

–        Heterogeneity cost

–        Ulemperne ved at være for mange

–        Mismatch mellem stater og deres præferencer

–        Når beslutninger overlades til EU, mister stater deres heterogenitet. Stater med anderledes præferencer mister deres selvbestemmelse når deres præferencer ikke stemmer overens med EU’s

–        Benefits of scale

–        Stordriftsfordele

–        Fordele som stater får, ved at samarbejde med andre

 

Resultat:

Finder at omfanget af EU lovgivning er steget voldsomt over de seneste 30 år

–        Denne stigning er sket på forskellige tidspunkter og med forskellige hastigheder på tværs af policy områder

–        På det sidste, er omfanget af policy issues omhandlende det indre marked og fælles handelspolitik især blevet udvidet

 

 

Områder hvorpå EU er meget aktiv	Områder hvorpå EU er mindre aktive (og nationale regeringer selv varetager lovgivningen)
–        International handel –        Handels relationer (business relations) –        Landbrug og fiskeri	–        Social politik –        Beskyttelse af borgere –        Uddannelse –        Forskning

 

 

The political system of the European union: s. 23-48

 

Teorier om ‘executive politics’

–        I den klassiske tankegang ‘the legislature decides, the executive enacts and the judiciary adjucates’

–        Men moderne regeringer gør mere end blot implementere love og regler i samfundet. Deres magt er så at sige todelt: ‘political’ og ‘administrative’.

–        Regeringer bruger deres politiske magt til at styre samfundet gennem forslag til ‘policy’ og ‘legislation’, hvorimod de bruger deres administrative rolle til at implementere love, distribuere ‘public revenues’ og føre sekundære og tertiære regler og regulativer videre i samfundet.

–        Nogle systemer sætter dette kæmpe arbejde i hænderne på en gruppe af ‘office holders’ imens andre såsom EU uddelegerer dette arbejde mellem forskellige aktører og besluttende organer. Dette forklares også således: “in this frameweork, an principal, the initial holder of executive power, decides to delegate certain powers to an agent who is responsible for carrying out the task”.

 

Principal-agent.

–        Den største udfordring for principalen er at få agenten til agerer som neutral aktør. Men dette er dog oftest svært da agenten oftest har egne interesser og præferencer. Der omtales her tre udfordringer:

1)     Agenten kan være mål for en række lobbyister som ønsker at trække agenten i en bestemt retning.

2)     Agenten kan ønske at forhøje hans egen indflydelse på den politiske arena.

3)     Bureaukrater kan have større tilbøjelighed til at maksimere deres uafhængighed fra principalen end at fuldføre de politiske mål.

 

–        Disse udfordringer medfører at agenten ønsker at afvige eller gå i en anden retning rent politisk. For at stoppe denne ‘policy drift’, har principalen to muligheder: udvælgelse og kontrol med agenten.

 

Bogen opsummerer forholdet mellem disse to således:

In sum: the degrees of autonomy that executive agents are given by their principals depends on the nature of the tasks in question, the institutional rules under which they operate, the degree of policy disagreement between the principals, as well as the amount of information the principals have on the likely actions of the agents. (s. 27)

 

The Member states: Executive power, delegation, and discretion.

 

Delegation and intergovernmental conferences

Underskrivelsen af traktater og deres efterfølgende reformer er resultatet af omhyggelige forhandlinger mellem staterne in ‘Intergovernmental conferences (IGCs).

teksten forklarer udviklingen af traktater som værende en historie af selektiv overdragelse af politisk og administrativ magt fra de nationale regeringer til kommissionen. Bogen beskriver dog også det at underskrive traktater som ‘Blunt instrument’(altså sløvt instrument – lidt ligesom en sløv kniv). For når man underskriver en traktat kan en national regering ikke forudsige de præcise implikationer af denne traktat og de nye ‘decision-making’ regler, og helt præcist hvordan kommissionen vil opføre sig, med de nyligt tilkomne magter.

 

Political leadership and delegation

Dette afsnit går ind og forklar hvordan de politiske ledere i EU kan få ført noget igennem og hvordan de forskellige lovændringer og traktater skal implementeres. Skal man f.eks. lade den nationale administration står for det, eller skal man lade kommissionen står for det. HVis det er den nationale administration der skal implementere ny lovgivning ville dette være give udbytte for de nationale administration da de selv kan håndtere hvordan og hvorledes den enkelte lovgivning skal implementeres, men dette har dog også en bagside. Ved at de enkelte nationer selv styrer implementeringen vil dette oftest ende i, at de vælger implementeringen fra, og dette vil ikke give en samlede eu lovgivning. Derfor giver man oftest rollen om implementering til kommissionen.

 

Government by the commision

Kommissionen har adskillige forpligtelser såsom:

–        to propose policy ideas for the medium-term development of the EU

–        to initiate legislation and arbitrate in the legislative process

–        to represent the EU in bilateral and multilateral trade negotiations

–        to issue rules and regulations, for example on competition policy

–        to manage the EU budget

–        to scrutinize the implementation of the primary treaty articles and secondary legislation.

 

Til at udføre disse forpligtelser kommissionen er opbygget meget ligesom en national regering. De har en ‘core executive’ som bygger på gruppen af kommissærerne som fokuserer på de politiske opgaver, de har et bureaukrati som tager sig af den lovmæssige behandling, administrativ arbejde og nogle regulative opgave, og dernæst har de hvad bogen kalder et netværk af ‘quasi-autonoumous’ agenter som tilvejebringer en række supervision- og regulative opgaver.

 

Konklusion

Magten til at være agenda-setting og implementere EU politikker er delt mellem nationale regeringer, det europæiske råd og kommissionen.  De nationale regeringer har tildelt magt til kommissionen for at reducere transaktionsomkostningerne og producere politisk troværdighed. Men man skal også huske at kommissionen er en politisk ledet institution med dens egne ønsker og præferencer – som et resultat af dette har kommissionen store initiativer og store politiske og administrative kapabiliteter til at jagte deres egen politiske agenda uafhængigt fra ‘the member states’.