Udestue i huset
Ministerrådet
– Består af ministre fra regeringerne af EU’s medlemslande
o De vægter potentielle fordele for hele samfundet (EU) mod potentielle tab i deres egne vælgerkredse
– Præsidentembedet roterer hver 6. måned
o Har begrænsede dagsordensfastsættelsesmagter
o Den nye præsident laver et work programme, som guider præsidentembedet, når de skal prioritere, hvilke emner, der skal placeres på dagsordenen for forskellige Ministerrådsmøder
- Hvis præsidentembedet ikke kan lide Kommissionens forslag, så kan præsidentembedet nægte at sætte det på dagsordenen, og kan dermed true med at forsinke lovgivning, hvis Kommissionen ikke samarbejder
o Skal hjælpe med at fremme kompromisser, hvis de enkelte ministre ikke er villige til at gå på kompromis
– Lissabontraktatens to basale stemmeregler for Ministerrådet:
1) Enstemmighed (unanimity)
o Hvor hvert medlemsland har en stemme og lovgivningen ikke kan vedtages, hvis et eller flere medlemslande er imod lovgivningen
o Her er alle medlemslande lige magtfulde – et veto og lovgivningen vil ikke vedtages
o Danner stabilitet, men det er svært at få noget igennem
2) Kvalificeret flertalsafgørelse (Qualified-majority voting (QMV) – bruges oftest
o Kræver flertallet af alle medlemslande (55 %), som repræsenterer mindst 65 % af EU’s befolkning for at vedtage ny lovgivning
o Her er større medlemslande mere end dobbelt så sandsynlige for at være en del af den vindende koalition end mindre lande
– Hierarkisk organisation, som fungerer som et filter:
1) Arbejdsgrupperne
- Samler delegerede fra regeringer (fra hovedstæderne og ikke fra Bruxelles)
- De løser 50-70 % af forslagene
- Mere deliberation og mindre hård forhandling
2) De Faste Repræsentanters Komité (COREPER)
- Hvert land har en permanent repræsentation i Bruxelles
- De løser 15-20 % af forslagene
- De skal repræsentere deres regeringers interesser
- Men de er fristede til at arbejde sammen med deres fæller i Bruxelles, som de har kendt i mange år og som de stoler på
- De kender hinanden godt, eftersom de interagerer med hinanden igen og igen => de opbygger normer af gensidig tillid og deliberation
- De er policy-eksperter, hvoraf mange af dem overlever ændringer i regeringskompositionen
3) Ministrene
- De tager resten af forslagene
- Ministrene skal løse de politiske problemer, som de tidligere to niveauer ikke kan løse
Tokammerpolitik i EU (bicameral politics)
– (En illustration af selve valgprocessen og de forskellige behandlinger findes på L8 slide 35-38)
– Under Lissabontraktaten er der tre væsentligste lovgivende procedurer, som regulerer forholdet mellem EP og Ministerrådet
1) Konsultation
o Kommissionen foreslår, EP udsteder en holdning ved simpelt flertal, og Ministerrådet vil derefter adoptere, ændre eller afvise forslaget
2) Samtykke
o Ministerrådet vedtager en fælles position
o EP giver sit samtykke ved simpelt flertal, men et absolut flertal af alle MEP’er er påkrævet i spørgsmål om optagelse af nye medlemslande og ændringer i reglerne, som omhandler EP valg
3) Den ordinære lovgivende procedure
o Kommissionen fremlægger et forslag til EP og Ministerrådet
o Parlamentet giver herefter en holdning ved simpelt flertal
o Kommissionen bestemmer herefter, hvorvidt de vil inkorporere ændringerne fra EP, og sender herefter det reviderede forslag til Ministerrådet
– The OLP (Ordinary Legislative Procedure)
o Den første procedure, hvorunder EP er på lige vilkår med Ministerrådet
- Andre procedurer kræver kun konsultation fra EP eller tillader ikke, at EP foreslår ændringer (samtykke-procedure)
– Early agreements
o Delegerede fra Ministerrådet, EP og Kommissionen forhandler en uformel aftale før slutningen af førstebehandlingen
- Hvis det er succesfuldt, kan forslaget adopteres i førstebehandlingen (”fast track”)
o Næsten 90 % af alle lovforslag vedtages i førstebehandling